For aktører

Kære Middelalderfolk, Vikinger, og Historieentusiaster!
Holbæk Middelalderdage nærmer sig, og vi har stadig plads til flere af alle os der brænder for atleve middelalder- og vikingehistorien ud.
Vi har styr på området og faciliteterne, kommunen og det lokale erhvervsliv støtter flot op, og vi har fået tilkendegivelser fra grupper over hele Danmark. Nu mangler vi kun dig og din gruppe!
I er velkomne uanset om i kommer én person eller i busfulde, uden telte eller med fuld teltlejr, og vi skal nok finde plads til jer. Vi ønsker at samle så mange af os allesammen som muligt fra alle deforskellige grupper vi kan finde til et træf med masser af muligheder for kamp, foredrag til og af os allesammen, rå lejrhygge, og tid til stordebat hvor vi alle kan få en snak om, hvor miljøet er på vej hen.
Jo flere vi er, jo bedre bliver det både i år og næste år for os allesammen.
Deadline for tilmelding er d. 1. juni 2012!
Opsætning kan gøres fra Mandag den 30. Juli kl. 12.00
Torsdag den 2. august skal alle aktører være klar kl. 10.00
Torsdag den 2. august vil der være fælles velkomst for alle aktører kl. 11.00
Så meld til eller stil spørgsmål på HMD.dk, spred budskabet per mund, mail, og Facebook, og kom
godt i stemning til historie på den rigtig fede måde i august!
Med høviske hilsener,
Foreningen Holbæk Middelalderdage
/v Claus Lundquist
Hmd.dk : information & tilmelding
HMD på Facebook : hygge & debat

 

Godt at vide for aktører

Holbæk Middelalder Dage skal for aktører betragtes som et, eller det årlige træf, hvor vi alle kan mødes og danne netværk, høre om hvad der sker, dele ud af erfaring og kompetencer. Og selvfølgelig dyrke vores hobby. Der kan købes, sælges og byttes udstyr på forumet.

Vi har også intentioner om at holde et storting, hvor vi mere elle mindre officielt kan snakke om forskellige ting/holdninger. Få en bred fælles debat om ting og sager, som vi hver især går og tumler med.

Hvad vil vi konkret prøve i år.

  • Storting, (stort fælles møde)
  • Foredrag med klædedragter Mand/kvinde med tidslinje
  • Foredrag Middelalderens dagligdag (liv, Sydom, trivsel, kost osv.)
  • Seminar Historisk fægtning
  • Foredrag, Sagn / fortællinger fra middelalderen.
  • Fælles fest aften for aktører.
  • Kamp Show
  • Storslag (linie kamp)
Til foredrag og seminar, efterlyser vi kvalificerede personer der kunne tænke sig at påtage sig opgaven, og vi vil kunne give en kompensation til transport og forplejning.

Fra HMD’s bestyrelse og initiativtagere.

August nærmer sig med pansrede stormskridt! Eller sådan føles det i hvert fald, når man som arrangør stakåndet løber om kap med tiden for at få alt på plads. Man kan i kampen for sponsorer, omtale og detaljer komme til at glemme det, som det hele handler om: Den fælles interesse for historien, håndværket eller kampkunsten. Den fælleskabsfølelse det giver, at mødes og dele sin viden og erfaring med folk, der ved hvad du taler om.

Hvis du læser dette, ved du uden tvivl hvad jeg mener. Hvad brænder du for? Jagter du det helt rigtige stof og snit, det perfekte meisterhau eller den dybfølte fornemmelse for hvordan man levede i en forgangen tid? Er der noget federe end at være sammen med hundredevis af andre ligesindede, uden anden grund end at dyrke sin hobby, spise, drikke, diskutere og vise sin kunnen i historiske rammer?

HMD er til for os. Idéen er vokset fra mange lange nætter på snesevis af markeder, hvor gåden om det gode marked blev løst igen og igen over øl, mjød og levende lys: Det skulle være et marked hvor der var plads til alle, der brændte for deres hobby. Det skulle gerne skabe gode rammer og samle os i et miljø, hvor  der er plads til alle. Vi skulle komme, fordi der var noget værdifuldt at komme efter. Markedet ville blive et træf, et storting, et fast sted at mødes hvert år for os alle, Vikinger, Middelalderfolk, Historiske rollespillere, Bodholdere med flere.

Vi historieentusiaster, der nu pludselig er arrangører, lover at vi løber rigtig, rigtig stærkt for at skabe de bedst mulige rammer vi kan. Jo bedre det går, jo mere kan markedet betale for, om ikke i år, så næste år. Vi brænder for historien – kom og brænd med os!

Er du Bodholder har vi valgt at i år vil der ikke være nogen betaling for stadeplads, dog håber vi på at hvis du/i skulle få en god omsætning at i vil donere et beløb til at forbedre markedet fremover.